Det Sorte Indien

Kapitel XVIII

En Udflugt paa S øerne.

Med den bevidstløse Nell i sine Arme begyndte Harry, fulgt af Ingeniøren og Jack Ryan, Nedstigningen ,fra Arthur-Seat. En solid Frokost og nogle faa Timers Hvile i Hotel Lampreths skyggefulde Have gjorde Vidundere, og snart stod det lille Selskab parat til en ny Udflugt.

Nell havde ganske genvundet sine Kræfter og kunde nu uden Skade for sit Syn bruge sine Øjne, og hun nød i fuldeste Maal Træernes Grønne, Himlens Blaa og Blomsternes yppige Farvepragt.

Jernbaneturen til Glasgow var yderst fornøjelig og Nell var ikke mere træt, end at hun jo fandt stor Fornøjelse i om Aftenen at gaa omkring i Byens Gader og se paa alle de mange straalende, oplyste Butikker. De tilbragte Natten paa et af Byens bedste Hoteller og gik tidlig til Ro, for at Nell kunde samle gode Kræfter til den følgende Dags Strabadser.

Klokken var ikke 8 næste Morgen da de allerede sad i Iltoget, som kører over Dumbarton og Balloch til den sydligere Ende af Lommond Søen.

„Dette er Rob Roys og Fergus Mac Gregors Land,” sagde James Starr, „endelig er vi paa det Sted, som vor berømte Landsmand, den store Digter Walter Scott har udødeliggjort, Du kender vel Egnen her omkring, Jack?”

„Kun af Omtale, Hr. Starr, men naar et Sted er blevet saa ofte besunget som dette, siger det sig selv, at det maa være noget overordentligt.”

„Det er det,” forsikrede Ingeniøren, „vor, kære, lille Nell Vil sikkert bringe de bedste og uforglemmeligste Indtryk med hjem herfra.”

„Med en Fører som Dem, Hr. Starr,” vedblev Jack, „er det umuligt ikke at faa et virkeligt Udbytte af Rejsen. Dels forstaar De Kunsten at aabne vore Øjne for alt det, det netop kommer an paa at se, og dels er De i Stand til, hvis De vil, at berette os de mangehaande Sagn og Eventyr, som knytter sig til de forskellige Steder.”

„Det gør jeg gerne, min Ven, for saa vidt som min Hukommelse slaar til; men kun paa den betingelse, at Du saa til Gengæld bagefter forlyster os med en af dine muntre Sange.”

„Det behøver De ikke at sige to Gange,” svarede Jack og udsendte i det samme en Jodlen saa klar og gennemtrængende, at den kunde høres over hele Toget.

Man passerede nu Dumbarton, hvis maleriske, gamle Slot oppe paa Toppen af Basaltklipperne kan ses i mange Miles Afstand. James Ster fortalte, hvorledes det var fra Dumbarton Slot, Maria Stuart i sin Tid var rejst for at formæle sig med Frans den anden og blive Dronning af Frankrig. Ogsaa her var det, at den engelske Premierminister i Aaret 1815 havde tænkt at internere den store Napoleon. Først i sidste Øjeblik havde han ombestemt sig og derfor maatte Frankrigs Kejser dø, forstødt og forladt paa den ensomme Ø i Atlanterhavet.

Snart holdt Toget imidlertid i Balloch, hvor man tog Dampskibet til Inversnaid, som ligger ved den nordligste Ende af Lommond Søen..

Dagen brød straalende frem, ingen klam og fugtig Taage skjulte, som saa ofte ellers, de herlige Omgivelser for Passagererne paa „Sinclair”. Nell og hendes Ledsagere havde taget Plads i Bagstavnen af Skibet, og hendes modtagelige Sind indsugede begærligt al den Skønhed og Poesi, hvormed netop denne Del af Skotland er saa rundelig udstyret.

Jack Ryans letbevægelige. Natur tillod ham imidlertid ikke at blive siddende paa det Samme Sted ret længe af Gangen, og snart var han i fuld Passiar med Kaptajnen paa „Sinclair”, der gav ham en enthusiastisk Beskrivelse af „Rob Roys” eventyrlige Land.

Lommondsøen er ganske ualmindelig rig paa Afveksling, hvilket hovedsagelig skyldes alle de mange større og mindre Øer, hvormed den formelig synes oversaaet.

Snart passerede man en smilende Strandbred med venlige Småhuse, snart en vild og sønderreven Kløft og saa igen en utilgængelig Klippe paa hvis nøgne Væg, der hang i Tusindvis af Fuglereder.

„Ser Du, Nell,” begyndte Ingeniøren, „hver eneste en af disse Øer har sin Legende og aine Folkesange, og det samme er Tilfældet med Bjergene, som omgiver Søen. Man kan uden Overdrivelse sige, at Egnens Historie her er nedskrevet med Kæmpebogstaver; jeg mener med Øer og Klippeskrænter.”

„Véd De, Hr. Starr,” sagde Harry, „hvad dette Parti af Lommondsøen altid minder mig om?”

„Nuvel!”

„Om Ontariosøen med de tusinde Smaaøer, som Cooper har beskrevet saa vidunderligt Kan Du ikke ogsaa huske den Roman, som jeg læste for Dig, lige inden vi rejste, Nell?”

„Jo, det kan jeg rigtignok,” svarede den unge Pige, „og du har ganske Ret, Harry, man kunde meget godt tro, at vi sad i Jasper Sudwassers Kano og gled hen over Ontariosøens Vande.”

„Hvilket beviser,” sagde Ingeniøren, „at begge Steder har været kønne og ejendommelige nok til at blive besunget af store Digtere. Jeg kender ikke Ontariosøen og dens Øer, Harry, men jeg betvivler, at den vil kunne maale sig med Lommondsøen i Storslaaethed og Afveksling. Betragt en Gang dette Landskab! Her har vi Murray Øen med det ældgamle Slot „Lennox”, hvor Hertuginden af Albany residerede efter at, hun havde mistet baade Fader og Husbond, og efter at begge hendes Sønner var blevet halshuggede paa Jakob den I.s Befaling. Her kommer Øerne Clair, Cro og Tarr med flere; somme af dem er vilde og øde, uden mindste Spor af Vegetation, andre igen frodige og smilende, som anede de intet til deres dystre Naboer. Her vilde Lærketræer og hvidstammede Birke, der halvvissent Lyng og Gyvel. Sandelig om jeg kan tro, at Ontariosøen blot tilnærmelsesvis kan maale sig med denne.”

Hvad hedder den lille Havn derovre,” spurgte Nell, og viste over imod den østlige Side af Søen.

„Balmaha!” svarede Ingeniøren, „og den danner saa at sige Porten til Højlandene. De Ruiner, Du herfra ser, var fordum et mægtigt Kvindekloster, og der i Nærheden ses endnu Spor af Familien Mac Gregors Gravsteder; der findes ikke et Barn her paa Egnen, uden at det jo nævner Navnet Mac Gregor med Ærefrygt.”

„Ja, paa Grund af det meget Blod, som denne familie udgød eller lød udgyde,” faldt Harry ham i Talen.

„Du har Ret, desværre,” svarede Ingeniøren, „ingen Berømmelse synes eaa uforgængelig som den, der vindes i Kampen. Beretningerne om svundne Heltedaade forplanter sig fra Mund til Mund....”

„Og. foreviges i Folkeviserne,” svarede Jack, og til Bekræftelse af sine Ord istemmede han det første Vers af en af de gamle Sange, som foreviger Alexander Mac Gregors Heltemod i Kampen mod Sir Humphry Colquhour.

Nell lyttede aandeløs til, men Sangen om de svundne Tider stemte hende vemodigt, hvorfor maatte der dog udgydes saa meget Blod paa hine Klipper, som dog syntes store nok til at rumme baade den ené'og fåén afldén?

I Nærheden af Lusz blev Søen snævrere, og Nell betragtede interesseret den lille By med de mærkværdige gamle Taarne. Her drejede „Sinclair” af i nordlig Retning, og nu saa man det herlige „Ben Lommond” hæve sig over havet.

„Hvilket prægtigt Bjerg,” raabte Nell, „og tænk hvilken Udsigt man maa have der oppe fra!”

„Ja, det kan Du tro,” svarede Ingeniøren, „se kun hvor stolt og kongelig Toppen rager op over Træerne, som omgiver det forneden. Øverst oppe fra har man Udsigt over to Trediedele af vort gamle Caledonien. Her, paa den østlige Side af Bjerget, var det at Mac Gregor som oftest slog sig ned, og ikke langt derfra stod Kampen mellem Jacobitterne og Hannoveranerne. Der ses endnu ved Nattetid den skønne, blege Maane, som Sagnet kalder „Mac Farlanes Lygte ”, og her gengiver Ekkoet endnu Rob Roys og Mac Gregor Campbells udødelige Navne.”

Aldrig er noget Landskab med større Ret bleven lovprist som dette; og den store Digter, trættedes heller aldrig af at udtrykke sin Kærlighed til det skotske Højland og dets ejendommelige Poesi.

„Sinclair” havde imidlertid gjort et Sving og løb ind ved Landsbyen Tarbet, paa den modsatte Side af Søen, hvor Passagererne til Invervary maatte gaa fra Borde. Herfra præsenterede Ben Lommond sig om mulig endnu skønnere end før, idet man nu ogsaa saa de talrige Bjergbække, der som en rislende Sølvaare, strømmede ned fra Bjergets Sider. Jo nærmere „Sinclair” kom ind under Bjerget, jo vildere og mere romantisk blev Egnen. Hist og her stod nogle melankolsk udseende Piletræer, hvis Kviste man i sin Tid havde anvendt i Stedet for Reb naar det gjaldt om i en Fart at klynge en sølle Stymper op.

„For at spare Hampen,” mente Ingeniøren.

Mod Nord iadsnævredes Søen nu end yderligere, og Bjergene syntes at rykke ganske tæt sammen. Dampbaaden gik her kun med halv Kraft, man passerede nogle ganske smaa Øer, saasom Inveruglas, Eilax-Whou og nogle der var saa ubetydelige, at de slet ingen Navn havde, og lagde saa endelig til ved Anløbsstedet i Invernaid.

Medens Frokosten blev tilberedt, gik det lille Selskab en Tur, Maalet var et malerisk Vandfald, hvorover førte en lille halvraadden Træbro, der ligesom var indhyllet i et Slør af fine Vanddraaber, som spillede i alle Farvenuancer. Da imidlertid ingen af Selskabets Medlemmer havde Lyst til at sætte deres Liv i Vove paa denne Bro, nøjedes man med at kaste et sidste Blik paa Lommondsøen og paa „Sinclair”, der hastede tilbage til sit Udgangspunkt,

Efter Frokosten skulde man videre til Catharinasøen, og det lille Selskab tog Plads i en af de magelige Vogne, som holdt udenfor Hotellet, prydet med Breadalbanernes Vaabenskjold. Nell sad ved Siden af James Starr, de to andre lige overfor, og afsted gik det i susende Fart. Dog det varede ikke længe, thi Vejen gjk opad Bakke og var meget stejl, og. man havde desuden en lang Tur foran sig.

Egnen mellem Lommond og Catharinasøen er overordentlig vild, og det er kun sjældent, at man her møder Mennesker. Efter at have passeret et snævert Pas kom de ind i en Dal, der var saa øde og skummel, at Nell med en Gysen mindedes de dunkle Afgrunde i hvilke hun havde tilbragt sin Barndom.

James Starr, der forstod hendes Følelser, søgte at adsprede hende med nogle af de Sagn, hvorpaa Egnen er saa rig.

„Ved Bredden af den lille Ardsø,” fortalte han, „havde Rob Roy huseret, og her, imellem de med Kisel blandede Kalkklipper, havde Hovedbegivenhederne i hans Liv udspillet sig.

Nu og da passerede de en ensom Hytte, de saakaldte „Bourrochs”, hvor Hyrderne holdt til, naar de paa deres Vandringer med Kvæget kom ud i for daarligt Vejr, andre Steder nogle løjerlige Stendynger, der sikkert en Gang havde været ret anselige, men nu var medtagne af Tidens Tand.

„Det er Kæmpegrave eller „Cairns”,” forklarede James Starr, „i gamle Dage var det Skik og Brug, at alle Vejfarende lagde en Sten til Dyngen, for at hædre den afdøde. Derfra stammer ogsaa det gamle galliske Mundheld: „Det maa være en stor Skurk, som gaar forbi en Cairn uden at lægge en Sten paa den”. Hvis Traditionen nu var blevet fortsat Slægt efter Slægt, saa vilde disse Stensamlinger have naaet en betydelig Højde. Det var her omtrent, at den bekendte Nidel Jarne, en værdig Faders værdige Søn, blev grebet af Greven af Lennoy's Folk og klynget op i sine Bukser, med Respekt at melde. Heldigvis for ham, var de af godt skotsk Vadmel og ikke af fransk Kamelot. Ogsaa tæt herved ligger det berømte Pas, i hvilket Helten skjulte sig for Hertugen af Montrose's Folk; Skade, at han ikke kendte vore hjemlige Kulgruber, der havde sikkert ingen faldet paa at søge efter ham. Som I ser, kære Venner, kan man ikke gøre et eneste Skridt i denne vidunderlige Egn, uden at støde paa Fortidsminder, som alle, uden Undtagelse er besungne af Walter Scott. Man huske blot de prægtige Kampsange, han lader Krigerne i Mac Gregors Klan synge.”

Under denne og lignende Samtaler rullede Vognen videre gennem den trange Dal, der syntes som skabt til Tumleplads for Féer og Trolde, og ned ad den stejle Vej, som ender foran Værtshuset i Stronachacar ved Bredden af Catharinasøen, hvor et lille Dampskib, med det velklingende Navn „Rob Roy”, laa med Dampen oppe.

De Rejsende gik om Bord og fandt sig en skyggefuld Plads, der dog gav dem fri Udsigt til alle Sider.

Caiharinasøen er ikke mere end ti Mil lang og cirka to Mil bred, men savner dog alligevel ikke en vis Storslaaethed.”

„Dette er altsaa den Sø, som man ikke med Urette sammenligner med en Aal,” begyndte James Starr, „den har blandt andet den Ejendommelighed — siger man da — at den aldrig kan fryse til, hvorfor den ogsaa har tjent til Skueplads for en talrig Skare Vandféer og Sødronninger. Jeg er vis paa, at vor gode Ven Jack, der, med sine skarpe Øjne vil kunne se skyggen af den skønne Helene Douglas svæve hen over Vandfladen.”

„Visselig, Hr. Starr,” svarede Jack Ryan alvorligt, „hvorfor skulde jeg ikke kunne det? Hvorfor skulde ikke Catharinasøens Fe lige saa godt kunde vise sig, som Féerne hjemme i Malcolmsøens Dybder?”

Med ét hørtes Tonerne af en Sækkepibe; det var en Højlænder, som iført sin Hjemstavns maleriske Nationaldragt, spillede Melodien af „Rob Roy”. Intet formaar som Sækkepiben at gengive Vindens Susen i de stille Skove, Sivenes Raslen og Bølgernes sagte Skvulpen, og Jack følte sine Kinder blusse ved Lyden af den kendte Musik. Ogsaa han kendte Sangen om de skotske Søer, og inden nogen vidste et Ord af det havde han stillet sig paa Musikantens Side og sang med sin smukke, klare Stemme til Akkompagnementet af det ejendommelige Instrument.

Klokken var imidlertid blevet tre o,g man nærmede sig det Sted, hvor Passagererne til Callander og Stirling skulde i Land. Nell havde set saa meget og faaet saa mange nye Indtryk, at hun nødvendigvis maatte have et Par Timers Hvile. Hun var efterhaanden bleven ganske tavs, og naar undtages et enkelt beundrende Udbrud, undslap der hende ikke en Lyd.

Harry havde grebet hendes haand og saa hende dybt ind i Øjnene. „Nell, kære Nell,” sagde han, tror Du nu ikke, at Du vil komme til at længes tilbage til Jorden, naar Du atter er kommet ned i Grubernes Ensomhed og Mørke?”

„Nej, Harry,” svarede hun, „jeg Vil mindes min Udflugt med Glæde; men heller ikke mere. Vær sikker paa, at jeg vender lykkelig og tilfreds tilbage til den kære, gamle Grube.”

„Nell,” vedblev Harry med en Stemme, der skælvede al Bevægelse, og som han forgæves forsøgte at beherske, „Nell, ønsker Du, at et endnu stærkere og helligere Baand skal forbinde os for Gud og Mennesker. Svar mig oprigtigt, Nell, vil Du Være min Hustru ?''

„Ja,” svarede Nell, og saa paa ham med et kærligt og blidt Udtryk i sine smukke Øjne, „det vil jeg, hvis Du mener, at jeg vil kunne udfylde Pladsen i Dit Liv...”

Nell kom ikke til at fuldende den Sætning, hvoraf Harrys hele fremtidige Lykke afhang, thi netop i samme Øjeblik hændte der en mærkelig og uforklarlig Begivenhed.

Skønt „Rob Roy” endnu var en halv Mil fra Land, mærkedes der et heftigt Stød og Skibet stod paa Grund, uden at det, trods alle Maskinens Anstrengelser, var muligt at faa det bragt flot igen.

Hvor utroligt det end lyder, saa skyldtes Katastrofen en Udtømning af hele Catharinasøens østlige Ende; det var, som om der pludselig havde aabnet sig en Spalte i Søens Bund, og Vandet havde faaet et nyt Afløb. Det varede kun nogle faa Sekunder inden denne Del af Søen Var fuldstændig tør, som Kysten ved Ebbetid, naar Havet trækker sig tilbage.

„Aa, mine Venner,” udbrød James Starr, for hvem der pludselig gik et Lys op, lad os bede til, at Vorherre vil holde sin Haand over Ny Aberfoyle og alle dens Beboere.”


[prev] [up] [next]


JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $